BRANDING - Hvor personlige bør vi og TØR vi være?

24 Maj, 2017


PÅSTAND NR 1.

Google har engang udtalt:

 ”Vores største konkurrent er….

2 iværksættere med den rigtige idé og den rigtige marketingplan”.

Jeg tror ikke, at vi kan være uenige om den …..


PÅSTAND NR 2.

Faktum er, at enhver virksomhed – uanset størrelse og gørelse – har behov for at markedsføre sig selv for at skabe et salg.

Jeg tror heller ikke, at vi kan være uenige om den …..

BRANDING VERSUS PERSONLIG BRANDING


Uanset om du arbejder for en virksomhed eller for dig selv, kommer vi ikke uden om branding. I dag kommer vi heller ikke uden om personlig branding i en eller anden udstrækning. Hvad er noget af det første, du gør, når du kigger på en hjemmeside? Du tjekker kontaktinformation for at se et billede af personen bag ikke sandt?

I bund og grund er der ingen forskel på branding og personlig branding, når vi strategisk arbejder med tingene i vores marketingplan og Excel ark. Den største forskel ligger hovedsageligt i budgettet, aktiviteternes størrelse og selve budskabet bag. Personlig branding er dog i dag ikke kun for den enkelte person, men vi kan overføre det til enkeltmandsvirksomheden og helt op til den mellemstore virksomhed – så længe vi tager udgangspunkt i medarbejderne bag facaden, kulturen og værdisættet.

Der hersker ingen tvivl om, at vejen frem for den mindre forretning i dag hedder personlig branding. 

Lige såvel som vi er mere og mere på onlinedelen i vores marketingplan - med især fokus på De Sociale Medier, den direkte kontakt gennem E-mail marketing, ”Face-to-face” online webinarer, Live sessions og øvrige online Cross-channel marketingaktiviteter- lige så vel kommer der også mere og mere fokus på ”Hvem er så bag facaden”.

”Branding er det signal, du vælger at sende ud til omgivelserne. Uanset om du arbejder bevidst med det eller ej, så har du nærmest uundgåeligt allerede lagt dine digitale fodspor på nettet – via f.eks. Google, Facebook, Instagram eller LinkedIn. Gennem branding viser du, hvem du er, og hvad du kan (både personligt og fagligt), og det skaber genkendelighed, troværdighed og image”.

VÆR BEVIDST OM DIT IMAGE


Den historie, som du fortæller omkring dig selv, skaber dit image. Dit image skaber dit budskab i dit brand

-          Hvordan møder du andre?
-          Hvad kan man forvente af dig?

Det hele starter på din egen hjemmebane, og det er derfor vigtigt at være strategisk bevidst om, hvilken branding strategi du vælger. Og det er her, vi måske kan blive uenige, for hvor personlige har vi brug for at være?

Vores formål med hele branding strategien er i bund og grund simpel. Vi ønsker at skabe tillid og et langsigtet forhold til vores kunder. Jo mere personlig, du er, jo mere kan andre mærke dig. Jo mere andre kan mærke dig, jo mere har vi lyst til connecte med dig. Jo mere ægte, du er, jo mere kan du selv brænde igennem. Det kan du, fordi det føles rigtigt, hvilket gør alting nemmere. Og tro mig – det kan dine kunder også mærke. 

OG HVORDAN BLIVER VI MERE PERSONLIGE?


-          Vi har ikke noget imod at fortælle, hvem vi er, udover vores faglige baggrund
-          Vi er ærlige. Alle mennesker laver fejl, og det gør vi også og er ikke bange for at vise det
-          Vi kan ikke være gode venner med alle, og når vi står frem i lyset, får vi også nogen gange et par over næsen. Det sker for alle, også for både dig og mig

Spørger du mig, så er det naturligvis ikke alting, der skal med i en personlig branding strategi, men vi har behov for at være meget åbne, nærværende og autentiske -  og til dels også vise vejen ved at turde at stå frem med ting, som de fleste andre ikke gør. Vi har ikke længere lyst til at se glansbilleder af en model af verden, som ikke eksisterer, og til det har vi brug for at blive langt mere personlige i de ting, vi foretager os. Vi synes jo ligefrem, at det er sejt, når nogen tør at stå frem ikke sandt? Det er modigt! Det er sejt! Det er alt det, de andre gerne ville men ikke tør!

DEN MÅLRETTEDE INDSATS KRÆVER EN STRATEGI


Dine kunder vil gerne se svesken på disken. De har rent faktisk lyst til at skabe forbindelse med dig og det produkt, du sælger, men det er ikke lige meget, hvordan du gør det. Du skaber synergien, flowet, den langsigtede troværdighed med en gennemtænkt & gennemført strategi, og det er ikke engang så langhåret, som det måske lyder. Faktisk bliver livet langt nemmere, når vi har en plan at følge.

Vi skal stå stærkt, vi skal dele vores viden og vigtigst af alt måske: vi skal være autentiske!

Det er den verden, vi lever i i dag.

--------------------------------------- 

SÅ NU KAN JEG JO SPØRGE DIG:

Hvor personlig har du lyst til at være i din/jeres markedsføring?  …..

Hvor personlig TØR du at være?   …..

---------------------------------------

Hvis du nu prøver at tage et par af dine kunders sko på og kigger på dig selv og dit produkt fra den anden side af bordet, kan du måske få lidt mere hjælp til at svare på de spørgsmål. 

Hvad vil de gerne se fra dig for at få lyst til at købe dit produkt? Med garanti lidt mere end du har lyst til at vise i dag ………..